Investor kunne ikke tage Frederikke seriøst, hvis hun havde pink på

Frederikke Antonie Schmidt er iværksætter og har skabt roccamore. Gennem hele sin karriere er hun blevet konfronteret med sexisme. I begyndelsen gjorde det ondt, men det har også været med til at gøre hende dygtigere i faget, fordi hun ikke ville bukke under for det.

Første gang, jeg oplevede sexisme i min designerkarriere, var, da jeg var kreativ direktør for en stor virksomhed i Italien og havde et designteam på 12 under mig, hvoraf to var mænd. Vi var tit ude på en fabrik og lave prototyper til sko.

Hver gang vi var på fabrik, blev der kun talt til de to mænd og aldrig til mig. Jeg skulle kæmpe mig ind i samtalen, for det var ikke oplagt, hvem der skulle snakkes til, selvom vi havde præsenteret os med titler, så de udmærket godt vidste, hvem der var chefen.

Det føles som at blive tilsidesat, og som om at man aldrig rigtig får en chance for at vise, hvem man er på grund af ens køn. Man bliver dømt, i forhold til det man har på, og hvordan man fremstår.

Sexisme på arbejdspladsen

De seneste uger har en række modige kvinder rejst en vigtig debat om sexisme og chikane i mediebranchen og på Christiansborg. Men det foregår i alle brancher. 

Jeg har brugt rigtig meget energi på at løbe 10 gange hurtigere end alle de mænd, der var omkring mig, fordi jeg følte, at jeg skulle være meget dygtigere end dem for at få plads. Det tror jeg egentlig desværre stadig, at man skal.

Jeg tror, at mange af de kvinder, som er lykkedes med at komme højt op i en virksomhed, og som har seje jobs og seje titler, har været nødt til at være bedre end deres mandlige kollegaer. De har nok også kæmpet hårdere for det. Det kan jeg virkelig få slag for at sige, men det tror jeg på.

Gør en dyd ud af at have pink på

Første gang vi skulle søge investorer til "Roccamore", mit skobrand, skulle jeg møde en af de helt store chefer for en stor kapitalfond i Skandinavien. Jeg var meganervøs og usikker. Det var et stort og vigtigt møde. Jeg havde terpet og forberedt mig med de vildeste spreadsheets, tal og data i flere uger.

På dagen for mødet har jeg en pink nederdel, lyserød top, lyserøde sko og en sort blazer på.

Jeg kommer ind i lokalet, og når ikke engang at sige noget, før han kigger mig op og ned og siger: ”Prøv at høre her, det der går ikke. Jeg kan overhovedet ikke tage dig seriøst, hvis du kun skal have pink på.”

Jeg blev slået helt tilbage. Jeg prøvede at komme videre og lavede en dum joke, der fik ham til at grine, og så hoppede vi ind i en samtale, og det lykkedes mig alligevel at komme igennem med det, jeg egentlig skulle sige.

Men det føltes, som om at jeg sad nede i en kasse med låg på. Jeg fik mærkelige tunnellyde i ørerne og var ikke til stede. Jeg gik bare i overlevelsesmode.

Siden har jeg gjort en dyd ud af altid at have et eller andet pink på til alle store møder. For det skal han fandeme ikke have det sidste ord i.

For to år siden blev jeg bedt om at præsentere en pris til en iværksætterpris i kategorien "Årets kvindelige iværksætter". Det sagde jeg nej til. Jeg nægter at stå på en scene og introducere årets kvindelige iværksætter. Jeg synes simpelthen, det var så sexistisk, at vi skulle have en separat kategori.

Det føltes som en slags medlidenhedspris. De skulle have lavet en mandlig iværksætterpris og en kvindelig iværksætterpris. I stedet var det bare "Årets iværksætter" og "Årets kvindelige iværksætter".

Det gør jo, at en iværksætter i sig selv nærmest er definitionen af en mand. Ordet bliver mandligt betonet. Og det får vi jo ikke flere kvinder i iværksætteri af.

Sexismen eksisterer stadig

Jo større min virksomhed bliver i Danmark, jo mere opmærksomhed jeg får, jo mindre er sexismen rettet mod mig.

Men sexismen eksisterer stadig. Ofte sidder jeg i en situation, hvor andre prøver at tvinge mig ind i en bestemt måde at være på eller en bestemt måde at gøre ting på.

Det kan være til bestyrelsesmøder, eller når jeg skal stå på en scene med et stort publikum, hvor der er en forestilling om, at jeg gør det på præcis samme måde som mændene. Og det gør jeg ikke.

Til bestyrelsesmøder ligger der sådan en helt fast overbevisning, i forhold til hvordan man kører dem. Det kan være ret intimiderende for folk, der ikke har læst økonomi eller en form for businessudvikling. Der har jeg brug for at gøre det på en mere kreativ måde.

Jeg føler tit, at den mandlige version af samtalen er facit. Så skal man passe ind i den. Jeg tror, at det kommer af, at der ikke har været så mange kvinder i det her fag før. Så det virker, som om baselinen er bygget på, hvad en mand har gjort.

I begyndelsen blev jeg ked af det, når jeg oplevede sexisme. Det holdt mig nede og begrænsede mig, fordi jeg var bange for, hvad folk ville tænke om mig.

Det var, som om der var en forestilling om, at man skulle være på en bestemt måde. Men der var ingen, der fortalte dig, hvilken måde det var. Så jeg følte ikke, at jeg kunne være mig selv, fordi det sikkert ikke var godt nok. Jeg følte, at jeg var mindre værd.

Men det har også gjort mig skarpere og dygtigere, fordi jeg har sådan en stærk overbevisning om, at de ikke skal få mig ned med nakken. Der er ingen, der skal bestemme, om jeg kan være enlig kvindelig iværksætter, for det er der nogle, der mener, at man ikke kan. Det kan man godt.

Kvinder kan også være sexistiske over for kvinder

Jeg har også oplevet en form for sexisme fra andre kvinder. Jeg hører tit, at kvinder dømmer mig. Den, jeg hører oftest, er, at jeg ikke ville kunne bygge en virksomhed, hvis jeg havde haft små børn. Så det er jo derfor, at det lykkedes for mig. Men det ved de ingenting om.

Jeg oplever, at nogle kvinder sammenligner sig med mig på en måde, hvor de siger, at de sagtens også kunne opbygge en virksomhed, hvis de ikke havde børn, høje faste udgifter eller havde et bedre netværk.

Det bliver hurtigt totalt undervurderet, hvor hårdt det er at lave virksomhed, og hvor svært det er at være succesfuld.

De kvinder, der har været efter mig, prøver decideret at holde mig nede. Det synes jeg ikke, at mændene gør. Nogle mænd er, i mit perspektiv, bare mere uvidende og kommer naivt til at regne med, at tingene er, som de altid har været. De sætter mig i en bås — i en eller anden form for klichékasse.

Jeg tror bare, at kvinder er vant til at skulle konkurrere rigtig meget med hinanden. Vi kan ikke se en kvinde, der er dygtigere end os, uden at føle os intimideret. Vi ser det som en udfordring, i stedet for at se på hvad vi kan lære fra den kvinde.

Læs mere om Frederikke og hendes rejse på roccamore.com

Udgivet på femina.dk, 9. oktober 2020