Kunsten at stå fast som (kvindelig) iværksætter

Kunsten at stå fast

Jeg har altid fået at vide, at jeg larmede for meget. Fyldte for meget. Ikke passede ind. Som teenager betød det, at jeg enten var møg-usikker eller direkte påståelig og arrogant – en total overlevelsesstrategi. Som voksen er jeg bedre balanceret, og har lært at acceptere at nogen synes jeg larmer for meget og at det ikke har noget med mig, at gøre.

Da jeg startede roccamore havde jeg ikke regnet med, at der ville være så mange søde mennesker i verden, der rent faktisk gerne ville hjælpe mig og min virksomhed fremad. Men, jeg havde heller ikke regnet med, at der ville være så mange udfordringer i at være kvinde. Og at størstedelen af kritikken ville komme fra andre kvinder.  

Man kalder det minoritetsadfærd. At når vi er i undertal, så vender vi os mod hinanden. Det er faktisk ret sørgeligt og absolut noget, jeg kæmper for at ændre. Men før vi kan ændre noget, bliver vi nødt til at snakke om det først.

Iværksætter i trods

Roccamore startede som en bachelor opgave, hvor censor var bekymret for om en kvinde nu også kunne bygge en virksomhed selv. Jeg havde jo ingen erfaring i dette og var heller ikke uddannet i hverken økonomi eller business. ”Hvem skulle kigge på tallene,” spurgte han.

Hans forventningerne til roccamore, og til mine evner som iværksætter, lå på så lille et sted, at det kun kunne blive bedre. Jeg tænker ofte, at jeg aldrig havde turdet starte virksomhed, hvis den censor (og alle de andre) havde haft store, flotte forventninger til mig. Men nu, hvor der ingen forventninger var, kunne det kun blive bedre. Presset var væk.

Langsomt fandt jeg min vej og fandt ud at, at jeg var både dygtigere og stærkere end jeg troede. Jeg lærte at stå fast på mine koncepter og stå op for mig selv. Ofte i diskussioner med store, stædige mænd. Modeverdenen er 10% design, 30% marketing og 60% produktion. Du bruger virkelig meget tid sammen med dine fabrikker på konstant at optimere produkterne og forbedre dit produktions set-up.

Kampen med ”de gamle mænd”

De fleste fabrikker i Italien er ejer og ledet af +60-årige mænd, der med et mindset som en 200-årig, absolut godt ved hvor skabet skal stå. De er vant til at blive hørt og respekterede og jeg kan sjældent vinde en diskussion eller en forhandling uden, at det jo er ” fordi det er så svært at sige nej til søde kvinder.” At være kvinde bliver næsten altid brugt imod mig; enten er det synd for mig, noget jeg ikke forstår mig på eller også er, det jo kun fordi jeg er kvinde, at noget lykkes.

Jeg har lært at leve med det, så længe jeg får min vilje og er tro mod mig selv. Jeg undgår for alt i verdenen at spiller den uskyldig kvinderolle, jeg ved, ville virke hurtigere end noget andet. Men, jeg insisterer også på stadig at være mig, at klæde mig i farverige kjoler, gerne med blomster, og selvfølgelig høje hæle.

Jeg møder mange mandlige investorer, næsten aldrig nogen kvindelige, og jeg oplever, at de kan inddeles i to grupper. Der er dem, der forstår at fremtiden er feminin og som kan læse mit pitch deck, respektere mine salgsdata og forstå mit community engagement – for roccamore har jo de vildeste kunder! Og så er der dem, der jo ”ikke forstår sig på kvinde-produkter” og derfor 9/10 gange liiige må kalde sekretæren ind, så hun kan prøve skoene.

Kunsten at blive respekteret i pink

Men tilbage til minoritetsadfærden. Denne kamp om ubevidste bias er jo ikke en mændene-mod-kvinderne diskussion. Begge køn er så absolut lige gode om det.

Jeg har ikke børn og møder alt for ofte andre kvinder, der mener at det jo er grunden til at jeg har kunnet bygge en virksomhed.  Den eneste grund. Det er en ret ærgerlig og rimelig provokerende betragtning. Nogle af de mest effektive kvinder, jeg kender, er mødre med små børn. Netop fordi de ikke har så meget tid, har de lært at bruge den optimalt. Men det, der ærgrer mig mest er, behovet for konstant at putte andre mennesker i kasser. Hovedsageligt for, at få det bedre med os selv.

Hver gang jeg er til et event, føles det som et jobinterview med drinks. De fleste samtaler starter med et ”hvad laver du så” og har kun til formål, at definere min værdi overfor eller i forhold til den anden part, så jeg kan blive sat i en kasse. Hvis vi har nogenlunde samme værdi, kan vi så friende på LinkedIn og ”bruge hinanden” fremover. Så har vi netværket med succes, siger nogen.

Jeg synes vi har ødelagt det naturlige møde, og at man ikke kan veje menneskers værdi på deres arbejde. Jeg synes også vi burde have mange flere nuancer for hvordan succes må se ud, og er brede perspektiv på, hvem der fortjener offentlighedens respekt.

Alt for mange gange har journalister bedt mig om at se sur ud på et billede, og bestemt ikke tage pink på. For så kan man ikke tage mig seriøst. Jeg ved ikke hvem der har bestemt det, men det er ikke rigtig tilladt at kæmpe i mod. Selvom jeg prøver hver gang. Problemet her er jo ikke et dårligt billede eller de sidste to portrætter af mig, er taget oppefra som åbenbart er lidt af en trend med kvindelig ledere (!) men at medierne ultimativt bestemmer hvordan andre mennesker, ser mig.  

Jeg er ofte hende med skoene eller de farverige kjoler. Jeg ville hellere være hende med den fede virksomhed, men efterhåndend har jeg lært, at acceptere det og tænke at hvis de undervurderer mig i dag, så har jeg bare et ekstra forspring i morgen.

- Frederikke Antonie Schmidt, Stifter og CEO af Roccamore.