Farverigt skofirma tilbyder høje hæle i Volden
Roccamore er kendt for sine højhælede sko, der er behagelige at gå i. I september 2019 åbnede firmaet butik i Latinerkvarteret i Århus.
Følger man de to populære forfattere Leonora Christina Skov og Maren Uthaug på de sociale medier, ved man, at de sværger til de farverige sko fra det københavnske skofirma Roccamore.
Nu er skoene nået til Aarhus. Fredag åbnede firmaet egen butik i Volden i Latinerkvarteret.
»Vi har været på Roccamore-tours i Jylland mange gange, hvor kunderne kan prøve skoene på, og det viste sig, at her er meget stor efterspørgsel efter mine sko, så nu åbner vi i Jyllands største by,« fortæller Frederikke Schmidt, skodesigner og indehaver af Roccamore.
Hun er uddannet skodesigner i Firenze og har arbejdet for flere store modefirmaer i Italien, men da hun kom hjem til Danmark igen, kunne hun ikke få arbejde som skodesigner.
»I Danmark prioriterer vi ikke jobbet som skodesigner. De kommercielle brands tager typisk ud til fabrikkerne og køber sko, som de så får sat deres eget navn i. Derfor ligner så mange sko i Danmark hinanden, de er købt på de samme fabrikker,« påpeger Frederikke Schmidt.
Komfort på høje hæle
Da Frederikke Schmidt ikke kunne få arbejde som skodesigner, begyndte hun at læse marketing. I sin bacheloropgave udviklede hun et firma, der skulle producere komfortable sko med høje hæle. Sammen med en ortopædisk konstruktør lavede hun en sål, som støtter foden til at gå så anatomisk korrekt som muligt på de høje hæle, altså med støtte og stødabsorbering.
Men Frederikke Schmidt fik en dårlig karakter for sin opgave, og det provokerede hende så meget, at hun etablerede en crowdfunding-kampagne på platformen Kickstarter. Den skulle rejse penge til at producere de komfortable højhælede sko for. Opbakningen var så stor, at Frederikke Schmidt grundlagde Roccamore i 2015. »Lige siden har mine produkter været lavet i samarbejde med kunderne. Det har altid været min mission: at designe sko, som kvinder rent faktisk har brug for,« understreger Frederikke Schmidt.
Spørger kunderne
Via Facebook spørger Frederikke Schmidt sine kunder, hvad de mangler af sko og støvler. Når den ønskede model er designet, lægger hun flere varianter ud, så kunderne kan være med til at bestemme design, farve og navn. Og selv om kundernes ønsker går imod hendes egne, bliver skoene sat i produktion.
For eksempel kan hun ikke lide farven brun, men det vil kunderne have, så Roccamore har brune sko i sit sortiment. Alligevel har Roccamore-skoene en klar stil
“Vores kundetrafik i de fysiske butikker drives af vores onlinebutik. Det er sværere den anden vej, fordi kvinder ikke længere har så lang tid til at gå rundt i gaderne og shoppe.” - Frederikke Schmidt.
De er feminine, ofte farverige og har altid hæl, fra 5,5 cm til 8,5 cm. Hver model er opkaldt efter en kvinde, og også her er det kunderne, der kommer med forslag til navne efter en kvinde i deres liv, som de mener har fortjent at få en sko opkaldt efter sig.
Den tætte kontakt til kunderne får Frederikke Schmidt også ved at stå en lørdag hver måned i butikken i København for at høre, hvad kunderne har af ønsker og kommentarer. Hun er også at træffe til åbningen af den nye Aarhus-butik i denne uge.
Kun egne butikker
Roccamore, der betyder ”et fort af kærlighed” på italiensk, skal i gang med at ekspandere i Sverige og Norge, dog kun med egne butikker.
»Vi bliver kimet ned af skobutikker, der vil forhandle Roccamore, men vi siger altid nej tak. Kommer vi til at ligge i andre butikker, kan jeg ikke længere have den tætte kontakt til kunderne og sikre deres gode oplevelse i butikken,« siger Frederikke Schmidt.
Hun er ikke bange for butiksdøden, som også hærger i Latinerkvarteret. 72 pct. af hendes salg ligger nemlig online.
»68 pct. af dem, der køber deres første Roccamore-sko i en fysisk butik, køber deres andet par online hos os. Jeg designer mine sko ud fra fem grundformer, og når en kunde først kender pasform og størrelse på en model, kan hun sagtens købe online efterfølgende,« påpeger Frederikke Schmidt.
Hun mener også, at destinationsbutikker som hendes har størst mulighed for at overleve.
Det vil sige butikker, som kunderne går bevidst efter, fordi de har set produktet online.
»Vores kundetrafik i de fysiske butikker drives af vores onlinebutik. Det er sværere den anden vej, fordi kvinder ikke længere har så lang tid til at gå rundt i gaderne og shoppe,« siger Frederikke Schmidt