Roccamore’s Frederikke: “Tech skal være en del af fashion”
Roccamore skal blive den foretrukne hverdagssko for kvinder, der går i høje hæle professionelt. Ordene kommer fra den danske skodesigner Frederikke Schmidt, som har høje ambitioner for sit brand. I fremtiden skal kunderne bl.a. kunne crowdfunde deres egne sko.
At (virkelig) lytte til dine kunder
En meget ualmindelig tilgang til den klassiske modebranche er, at Frederikke lytter til sine kunder og ikke dikterer, hvad hun synes, at de skal gå i.
“Vi tager altid kunderne med i processen, da det jo handler om, hvad de vil have. Hvis mere end tre kunder synes, at det, vi foreslår, er en god idé, prøver vi det af. Først tester jeg og min assistent en prototype af skoen, derefter lader vi nogle af kernekunderne gøre det, da de kommer med ærlig feedback”, fortæller Frederikke. “Mit firma er helt transparent og fleksibelt, så andre kan se, hvordan vi gør, og så vi altid er klar til at gøre tingene smartere”.
I tæt dialog med kunderne bliver modellerne udviklet og testet, hvorefter en ‘pre-order’ afgør, hvor mange der bliver sat i produktion, for at undgå overproduktion. I fremtiden er det planen, at kunderne selv skal kunne crowdfunde deres sko og have endnu større indflydelse på designet samt have mulighed for at customize detaljer. Et sådant projekt er for eksempel roccamore’s Salon 42, hvor kvinder kan eksklusiv forudbestille sko i størrelsen 42, og modtage dem tre måneder senere.
Opkaldt efter virkelige verdens kvinder
Baseret på alle forudbestillingerne får Frederikke en fornemmelse af, hvor mange sko der skal produceres af den enkelte model. Roccamore arbejder nemlig ikke med kollektioner, men laver nye modeller, når der er behov for det, for at undgå overproduktion. Hertil kommer, at modellerne er opkaldt efter rigtige kvinder – som den blå powerstøvle ‘Electric Ann’, der har fået sit navn efter den evigt positive og meget inspirerende lærerinde, Ann-Sophie.
“Det er meget sejere at tage udgangspunkt i den virkelige verdens kvinder end i alle Instagram-pigerne. Jeg vil arbejde med rollemodeller, der er værd at spejle sig i”, fortæller Frederikke og fremhæver meningsdannere som tegneren og forfatteren Maren Uthaug, forretningskvinden Mia Wagner, og forfatteren Leonora Christina Skov, der er nogle af Roccamores yndlingsambassadører.
Hvad bringer fremtiden?
“Jeg arbejder også på, at tech skal være en endnu større del af roccamores forretningsmodel. For det er fremtiden”, slår Frederikke fast. “Jeg er i gang med at flytte min hjemmeside over på et nyt site, så vi kan udvikle apps, der bl.a. skal give vores kunder mulighed for selv at crowdfunde deres sko i fremtiden”, fortæller hun og fremhæver en nuværende kunde, der er vild efter at få lavet et par gule sko.
Med crowdfunding vil sådan et ønske kunne realiseres i endnu højere grad, da kunden bare skal finde 24 andre, der også vil købe. Derefter kan Frederikke sætte skoen i produktion.
“Teknologien muliggør, at vi kan vokse sammen med vores kunder og, i højere grad end nu, give dem det, de drømmer om” fortæller den innovative skodesigner, der også fremhæver behovet for flere showrooms i fremtiden, så brandet kan blive udbredt yderligere.
“Jeg vil gerne have ‘showrooming’, som er udbredt i USA, men som endnu ikke findes i Danmark” fortæller Frederikke og forklarer at konceptet er et showroom med en glasvæg af produkter, som du via en iPad kan vælge model og størrelse fra, som du kan prøve. Det hele foregår automatisk, og vælger du at købe, indtaster du blot dine kreditkortoplysninger og får produktet sendt samme dag.
“Jeg tror ikke, at Danmark er helt klar endnu. Men det skal nok komme”, forudser hun.