Dansk iværksætter har fået millions­ucces med sit sats på at lave højhælede sko, der skal være mere behagelige at have på: “Det handler om at være rebelsk”

 

Frederikke Antonie Schmidt har i flere år arbejdet med skodesign i Italien. Da hun vendte tilbage til Danmark, startede hun skomærket Roccamore. Nu er virksomheden gazellevinder i Hovedstaden.

Frederikke Antonie Schmidt spotter en fremmed kvinde i et par højhælede sko på en racercykel på Dronning Louises Bro i København. Selvom hun skal i en helt anden retning, drejer hun straks samme vej som kvinden og tramper hårdt i pedalerne for at indhente racercyklen foran sig.

Det er ikke et hvilket som helst par sko, den ukendte kvinde cyklede rundt med i København. De er fra virksomheden Roccamore, som Frederikke Antonie Schmidt stiftede i 2015.

Selvom det er flere år siden, går ræset på cykelstien nok aldrig i glemmebogen. Det var nemlig den allerførste gang, at den nu 38-årige iværksætter så et af sine design på gaden, og målet med spurten var at få et billede af den fremmede kvinde i de høje sko.

“Hun må have troet, at jeg var en fuldstændig sindssyg stalkertype,” griner Frederikke Antonie Schmidt, når hun fortæller om en af de episoder, der bekræftede hende i, at hun havde fat i noget med sin dengang nystartede virksomhed.

Siden er mange sko fløjet over disken eller sendt med posten fra Roccamore, der har specialiseret sig i at lave højhælede sko og støvler med ergonomiske såler, som gør de høje sko mere behagelige at gå i.

Sidste år solgte virksomheden omkring 18.000 par sko og omsatte for 32 mio. kr. Samtidig steg bruttofortjenesten med 188 pct. til 9,8 mio. kr., og overskuddet før skat voksede med 370 pct. til 3,8 mio. kr.

I de seneste fire år fra 2017 og til 2020 er bruttofortjenesten vokset med i alt 1676 pct., ligesom overskuddet før skat har taget et hop på 3693 pct. i samme periode.

Det betyder, at Roccamore nu er kåret som årets gazellevirksomhed i Region Hovedstaden ifølge Børsens opgørelse over de hurtigstvoksende danske selskaber.

Skabt i trods

I 2014 blev det første spadestik til Roccamore taget, da Frederikke Antonie Schmidt rejste 330.000 kr. på crowdfunding-hjemmesiden Kickstarter. Efter at have arbejdet med skodesign i Italien i flere år var hun rykket tilbage til Danmark, men jobmulighederne i branchen hang ikke på træerne.

“Det har altid været vigtigt for mig at arbejde med sko, og når jeg ikke kunne finde et job indenfor det, måtte jeg skabe det selv,” siger hun.

Derfor delte hun sit bachelorprojekt fra marketingstudiet på Kickstarter, og konceptet med højhælede sko med ergonomiske såler fik hurtigt en positiv modtagelse på platformen.

Det betyder ikke, at opstarten af virksomheden var let, fortæller Frederikke Antonie Schmidt, der omvendt også oplevede, at konceptet med farverige høje hæle, der er gode at gå i, blev modtaget med skepsis.

“Der var en hel masse teser, der var meget negative omkring, hvad man kan og ikke kan. Det var dem, jeg prøvede at sparke til, og så blev brandet bygget på trods og for at udfordre de teser. Det handler om at være rebelsk. Roccamore er født ud af et koncept om, at jeg aldrig nogensinde har gjort ting, fordi folk troede, at jeg var god til det. Det er næsten altid startet i trods, fordi der var nogen, der sagde, at jeg ikke kunne,” siger hun.

“Jeg tror jo generelt, at alle – og specielt alle kvinder – kan meget mere, end de tror. Og man er virkelig nødt til at “walk the talk”. Hvis jeg tror det om andre, er jeg også nødt til at tro det om mig selv,” fortsætter hun.

Hos Roccamore har Frederikke Antonie Schmidt truffet en beslutning om ikke at følge den måske gængse skabelon i modebranchen. Hun kører ikke sæsonkollektioner eller et fast udsalg, og hver model fås som udgangspunkt kun i et begrænset antal.

Det skyldes bl.a., at udviklingen af skoene, som hun selv står for, tager lang tid – i nogle tilfælde op til et år. En anden er, at skoene håndlaves på fabrikker i Italien af restmaterialer, som virksomheden indkøber fra store modehuse. Derfor er der ikke frit valg på alle hylder, når det kommer til materialer og farver.

Siden opstarten har hun skridt for skridt opbygget en millionforretning ved at være det, hun selv kalder for en “problemløser”.

“Jeg er blevet ved med at sætte mig selv i situationer, hvor jeg skulle løse en udfordring, der var foran mig,” siger hun og fortæller, at hun har sværere ved at fokusere på meget langsigtede forretningsplaner. Derfor deler hun dem op i mindre bidder:

“Hvis jeg tænker et år frem, bliver det alt for stort og farligt med alle mulige tal, budgetter og mål. Hvordan fanden kommer jeg derhen? Det ved jeg måske ikke, men jeg ved godt, hvad der skal ske de næste tre måneder.”

Væksten skal fortsætte

Det betyder langtfra, at Frederikke Antonie Schmidt ikke har store ambitioner og planer for Roccamore, der i dag har fire fysiske butikker og derudover sælger en stor del af sine sko online gennem virksomhedens egen webshop.

“Man skal ikke tage fejl. Det er ikke en baby. Det er bestemt en business. Og den skal blive stor, og derfor er det vigtigt, at vi driver den på en “business” måde. Det er meget vigtigt for mig at understrege. Virksomheden har været profitabel siden år to (siden 2017, der er det andet fulde regnskabsår, red.)”

“Jeg er ekstremt passioneret omkring at bygge et brand, der inspirerer kvinder til at stå stærkt og tage deres plads i verden. Hele missionen er meget community-baseret, og jeg bruger enormt meget tid på kunderne. Jeg ser kunderne og deres feedback som den største gave, og det fordrer hele vores udvikling,” siger stifteren og fortæller, at et afgørende succesparameter er antallet af kunder, der vender tilbage. I dag er genkøbsraten 32 pct.

Hun drejer også fortsat hovedet en ekstra gang, når hun ser mennesker på gaden med Roccamore-sko eller -poser. Også selvom antallet af solgte sko fortsætter med at vokse.

I 2021 forventer virksomheden at sælge omkring 30.000 par sko i alt og at omsætte for ca. 45 mio. kr. i et år, der bl.a. har været præget af en ny butiksåbning på det første udenlandske marked i den norske hovedstad Oslo.

“Fordi vi er et lille team, har åbningen flyttet fokus fra en del af vores salgsindsats i Danmark. Det går godt herhjemme, men det kunne være gået endnu vildere i år, hvis vi kun havde haft Danmark som marked. Vi har brugt enormt meget energi i Oslo, og den værdi kan man ikke se i regnskabet før næste år,” siger hun.

Frederikke Antonie Schmidt forventer, at omsætningen vil vokse yderligere næste år til ca. 65 mio. kr.

Læs mere om Frederikke og hendes rejse på roccamore.com

Udgivet på børsen.dk, 14, december 2021

 
HealthAuthor